Nofret 40 år

I 1980’erne og 1990’erne skitsede Sussi som mange af sine kollegaer med såkaldte reproblå blyanter, en lys blå farveblyant, hvor stregen i modsætning til de almindelige blyanters ikke kom med, når reprofolkene på forlaget affotograferede hendes færdige tuschtegninger. Så undgik man at skulle viske blyantsstregen ud. Derfor kan man på originaltegningerne til mange af de ældre bind stadig studere Sussis blå blyantsskitser.

Farvelægningen af de første ni bind foregik med pensel og vandfarve på blåkopi. Himle og andre farveovergange blev sprøjtet op med airbrush. Her er Sussis og Franks kat Kurt taget med på Tegnestuen Gimle i efteråret 1986. Sussi arbejder på »Amons gemalinde« side 36. Nu er Akhnaton og Nefertiti kommet med i serien.

Tegnestilen i Nofret udviklede sig meget i starten. Bind 1 var bevidst meget enkelt i tegnestilen, men allerede i den næste historie skruede Sussi op for detaljerne. Der kom mange egyptiske tempelscener som denne fulde af hieroglyffer. Kompositionen af forsidemotivet til bind 2 var inspireret af orientalistmaleren Henri Regnaults berømte maleri fra 1870, »Exécution sans jugement sous les rois maures de Grenade«.

Da farverne til »Flugten fra Babylon« skulle scannes, valgte Carlsen af uransagelige årsager et mærkeligt, lille, uprofessionelt reprofirma i Spanien. Alle figurerne kom til at ligne grønne marsmand, men i stedet for at scanne om satte forlaget deres egne folk til at kratte rasterprikker væk i den blå trykfilm. Trods alle disse problemer blev »Flugten fra Babylon« overmåde godt modtaget. Først i Eudors samlebind, Nofret – Samlede historier I,  fra 2018 kunne læserne opleve de rigtige farver.

Arbejdet med de første Nofret-historier foregik på Tegnestuen Gimle i København – i begyndelsen i en fugtig, rottefyldt baggård ved det gamle grønttorv på Israels Plads og fra 1985 i mere mondæne lokaler på 2. sal direkte over Café Sommersko. »Vi var en 6-7 stykker, der alle arbejdede professionelt med tegneserier og illustration, bl.a. Peter Madsen, Per Vadmand, Frank Madsen, Ole Munk Rasmussen og Ingo og Freddy Milton.«

I »Flugten fra Babylon« ender Nofret hos en slavehandler i Byblos, der sælger hende videre til en rig babyloner, som om hun er en vare på linje med nogle krukker vin. Gennem hele bind 1 bliver Nofret narret og udnyttet af mændene, og til har hun mistet troen på kærligheden og tænker kun på at mele sin egen kage. »Det er nok det mest feministiske tegneseriealbum, jeg har lavet. I 1985 virkede slavehandel som noget fra en fjern fortid, men for nylig dukkede handelen med kvinder igen op i nyhedsbilledet i forbindelse med ISIS og drømmen om et kalifat.«

Oprindelig hed serien »Nefer«, der betyder »den skønne« på oldegyptisk. Men få uger efter, serien var startet i Berlingske, blev Sussi ringet op af en dame fra Jylland. Hun havde nogle år forinden købt navnet Nefer, som hun var stødt på i Mika Waltaris bog »Sinuhe Egypteren«. Bodil Nefer ville ikke dele navn med en tegneseriefigur og truede med fogedforbud. Hun fortalte stolt, at hun tidligere havde forsøgt at tvinge firmaet bag de populære Nefa-lygter til at skifte navn. Forlaget Carlsen lagde sig fladt ned og bad Sussi finde på et nyt navn. Det blev Nofret.

I 1985 begyndte Berlingske Søndag af bringe den første historie, »Flugten fra Babylon«, med en side hver uge. Den afløste »Zainab«, men det var på et hængende hår. »Først fik jeg at vide fra PIB Copenhagen, at Berlingske ikke ville have serien, men det var åbenbart en misforståelse, for pludselig kom Jakob Stegelmann farende ind på tegnestuen og spurgte, hvor min nye serie blev af. Så han var Nofrets redningsmand.«