»Efter »Den sidste Minos« lod jeg Nofret rejse til Lilleasien, hvor egypternes fjender, Hittiterne, havde deres hovedstad Hattusas. Mens jeg holdt sommerferie i min søsters nye sommerhus i Rørvig, læste jeg en masse bøger om de lande, der på Nofrets tid lå i Lilleasien og Levanten, dér hvor Tyrkiet, Syrien og Irak ligger i dag. På mange måder har det ikke ændret sig så meget.«
I »Den sidste Minos« kan man beundre Sussis brug af den særlige »tandbørsteteknik«, der var meget populær blandt serietegnere på det tidspunkt – bl.a. hos den amerikanske tegner Bill Sienkiewicz, der nogle år senere demonstrerede teknikken for Sussi under en middag i København. Den bestod i, at man dyppede en tandbørste i sort tusch og lod fingeren køre henover børsterne, så tuschen sprøjtede ned på papiret og efterlod et fint mønster, der i denne historie illuderer asken fra vulkanudbruddet på Thera, der falder ned over Kreta.
I bind 2 lærer vi nye figurer at kende og øger kendskabet til flere af dem, vi mødte i bind 1: Vi møder Nofrets søster, Kiya, der nu er blevet farao Akhnatons andenhustru og mor til lille Tutankhamon. Og Nedjem vender tilbage og bliver Nofrets kæreste. Ypperstepræsten Khamwese og Horemheb, der endnu kun er tempelskriver, dukker op for første gang. Og Nofret får sig en nyttig ven, fede Merit, der hjælper hende med at smede rænker og narre Amonpræsterne.
Det nye Nofret-album fik lov at pryde forsiden på forlaget Carlsens efterårskatalog i 1988 som tegn på, at det var forlagets nye, store albumsuccés.
I 1988 tegnede jeg en 50 cm høj Nofret-figur, der blev trykt på pap og stanset ud. Carlsen brugte den som blikfang på bogmessen i Frankfurt og den kom også ud at hænge på alle børnebibliotekerne.
I 1989 vendte Nofret tilbage til sin fødeø, Kreta, hvor hun blev indsat som regent. »Sussi Bech cementerer med Nofret sin position som en af øjeblikkets dygtigste, mest personlige og mest originale danske seriekunstnere. Hendes hovedperson er en af tegneseriens stærkeste og mest markerede kvinder og hendes fortællestil den mest elegante og mest flydende herhjemme,« skrev Jakob Stegelmann i sin anmeldelse i Berlingske Tidende.
»I den allerførste Nofret-historie havde jeg introduceret Nofret og hendes tvillingesøster Kiya som prinsesser fra det minoiske Kreta. I bind 4, »Den sidste Minos«, lod jeg hende vende tilbage, hvilket gav mig mulighed for både at fortælle noget mere om Nofrets baggrund og personlighed, men også præsentere læserne for den fascinerende minoiske civilisation på Kreta med templer, tyrefægtninger og kvindestyre. Jeg har været på Kreta tre gange, i 1986, 1988 og 2017, og besøgt Knossos hver gang.«
»I 1988 blev jeg spurgt af de egyptologer, der havde stiftet Dansk Ægyptologisk Selskab, om jeg ville tegne en tidstavle til deres tidsskrift, Papyrus. DÆS er et fantastisk mødested for alle med interesse for det gamle Egypten, og jeg var med i repræsentantskabet en årrække. Da Nofret bind 13 udkom i 2022, bragte Papyrus en 16 sider lang artikel af Paul John Frandsen om hele Nofret-serien.«
Sussi Bech om sin skriveproces: »Jeg starter med den overordnede ide. Så skriver jeg alle de ideer ned, der melder sig omkring dette hovedtema. Når skriveblokken er fuld af nedkradsede noter og små ulæselige tegninger og plottet nogenlunde klar, kommer næste fase. Med en stak A4-papir går jeg i gang med at indpasse ideerne fra blokken i billedforløb. Jeg disponerer handlingen, så hver side har en handlingsafrunding eller cliffhanger. Ofte kan jeg finde på at klippe siderne i stykker og sætte dem sammen igen som puslespilsbrikker. Når manuskriptet er helt på plads, begynder jeg på selve rentegningen.«
Med ypperstepræsten Khamwese dukker det overnaturlige element op. Han kan fornemme, når Nofret og Nedjem griner ad ham bag hans ryg, og spå om Horemhebs glorværdige fremtid. Han kan også forvandle en vokskrokodille til en levende krokodille, der jagter Nofret rundt på hans kontor.