Telipinu og vreden: Ny oldtids-billedbog af Sussi
sussi bech pernille carstens telipinu og vreden billedbog

Telipinu og vreden: Ny oldtids-billedbog af Sussi

sussi bech pernille carstens telipinu og vreden billedbogForlaget Orbis (dem med tidsskriftet Sphinx) fortsætter deres serie af billedbøger med fortællinger fra oldtidens store kulturer, gendigtet til dansk af Pernille Carstens og illustreret af Sussi Bech.

I 2016 udkom “Kong Keret”, i 2018 “Gilgamesh” og i 2020 udkommer “Telipinu og vreden”.

Link: Køb bogen for 200 kr. her.

Historien om Telipinu stammer fra oldtidens Anatolien, dét der idag er Tyrkiet. Hovedpersonen er den unge gud Telipinu. Han er meget vred og gal. Han har fået nok af menneskene, der ikke bringer ham de ofre han kunne ønske sig, og heller ikke gør det rigtigt. For at hævne sig løber han bort for at gemme sig i naturen. Han lægger sig til at sove og ingen af de mange guder kan finde ham. Da Telipinu forsvinder, går verden i stå og ingenting gror og ingenting lever. Der er kaos. Hvordan Telipinu bliver fundet og af hvem handler myten om.

Bøgerne er udgivet med støtte fra Statens Kunstfond og H. P. Hjerl Hansen Mindefondet For dansk Palæstina Forskning.

Kong Keret oldassyriske digte fra forlaget Orbis Sphinx

“Kong Keret”: Sussi illustrerer oldassyriske digte

Sussi har illustreret billedbogen “Kong Keret fra Ugarit“, baseret på et oldassyrisk digt fordansket af Pernille Carstens og udgivet af Forlaget Orbis (dem med tidsskriftet Sphinx).

Projektet er støttet af Kunstfonden LOGO small og H. P. Hjerl Hansen Mindefondet For dansk Palæstina Forskning.

Forlaget skriver om “Kong Keret”:

“Keret hed en konge i Syrien i byen Ugarit. Historien om ham er en legende. Den udspiller sig i en verden, der består af både mennesker og guder. Kong Keret er ulykkelig. Han tænker, at det måske er guderne, der hævner sig på ham. Men han har ikke gjort noget galt. En nat henvender den øverste gud El sig til ham i drømme. Det vender op og ned på Kerets liv.

Kong Keret handler om det at være menneske, og fortæller om menneskets forhold til naturen og til det guddommelige. Den fortæller også om, hvordan livet så ud i fortiden et sted i verden, hvor der har levet mennesker rigtigt længe. Teksten kan dateres til senbronzealderen 1500–1200 f. Kr.

Bogen indgår i en ny serie vi kalder Kulturarvsfortælling, som er et formidlingsprojekt for alle aldre, og kan bruges som højtlæsning for større børn og billedbog for voksne. Europa har sin oprindelse i antikkens middelhavskultur og i Nærorienten. Ved gendigtning og illustration sættes der fokus på vor basale kulturarv ved at lade den være tilgængelig i samtiden.

Teksten er gendigtet af Pernille Carstens, lyriker og ph.d i teologi med speciale i nærorientalsk religion.

Kong Keret er illustreret af Sussi Bech. Hun er kendt fra tegneserier og striber og som børnebogs-illustrator. Hun har vundet mange priser og har altid arbejdet med oldtidens Middelhavslande, som det kommer til udtryk i tegneserien Nofret.”

Anmelderord

”Legenden bliver fortalt meget lyrisk og med mange gentagelser, og man fornemmer den oprindelige måde at fortælle historien på. For nogle børn vil det virke gammeldags og forvirrende, for andre vil det gå rent ind. De smukke illustrationer af Sussi Bech og det at teksten ser håndskrevet ud, får næsten bogen til at fremstå som en graphic novel og gør den meget lækker at sidde med.”

Julie Arndrup, Lektørudtalelse

Kong Keret oldassyriske digte fra forlaget Orbis Sphinx