Showing 2 Result(s)
Events, Nyhed

Mød Sussi Bech på Robot & Science Festival i Odense 23.-25. maj

Eudor på Copenhagen Comics 2022. Foto af Fredrik Strömberg.
Eudor på Copenhagen Comics 2022. Foto af Fredrik Strömberg.

Sussi og Forlaget Eudor er med på dette års Robot & Science Festival i Odense, der afholdes i Kongens Have 23.-25. maj.

Se plan og program for festivalen her.

Festivalen tiltrak 15.000 besøgende i 2024, der oplevede den nyeste teknologi og innovative projekter indenfor teknologi, robotter og videnskab, præsenteret af virksomheder, startups og universitetsfolk.

Tegneserier På festivalen kan du møde fire af Eudors navne indenfor videnskabstegneserier: Sussi Bech, Ingo Milton, Frank Madsen og Niels Roland (kun lørdag). Ingo og Sussi holder oplæg om tegneserierne “Ørsted” og “Inge Lehmann” lørdag, og alle dage kan du møde dem i Eudors stand i Meta Maker-teltet, hvor du kan Eudors tegneserier til messepriser og med en personlig signatur.

På festivalen kan du også møde tegneren Henriette Westh, der står bag tegneserien Dortheas overlevelser

Udover robot & science aktiviteter vil der også være en bred vifte af kulturaktiviteter, der tilsammen gør festivalen appellerernde til et bredt, folkeligt publikum, så endnu flere borgere møder branchen. I Kongens Have vil der således være en stor scene med diverse musikindslag, forskellige udstillinger og atmosfære rundt omkring på pladsen, internationalt gadeteater, biodiversitetsaktiviteter, streetfood marked osv.

Og når du alligevel er i Odense, så besøg også det nærliggende Danmarks Jernbanemuseum, hvor Sussi og Frank har tegnet børneuniverset Koblingerne om de seks lokomotiver, der bor i remisen på museet.

Robot & Science Festival 2025
Kongens Have
5000 Odense C

På festivalen kan du møde Sussi Bech, Frank Madsen, Ingo Milton og Niels Roland.

Inge Lehmann Sussi Bech Helle Houkjær
Nyhed

Nu udkommer tegneserien om Inge Lehmann

9. maj udkommer den med spænding imødesete tegneserie om den danske videnskabskvinde Inge Lehmann af Sussi Bech og Helle Houkjær.

Tegneserien bliver på 96 sider i farver – 78 tegneseriesider og 13 sider efterskrift – i samme store format og fornemme udstyr som Ørsted og Københavnermysteriet.

Om Inge Lehmann

I 1936 påviste Inge Lehmann som den første forsker i verden, at Jorden har en fast kerne.

Hendes opdagelse revolutionerede seismologien og vakte opsigt blandt kollegaer over hele verden, men i Danmark forblev hun længe upåagtet og forbigået. Denne tegneserie skildrer Inge Lehmanns liv, tanker, sejre og nederlag gennem det 20. århundrede, hendes banebrydende forskning og de hindringer, samtiden søgte at sætte for en kvindes forskerkarriere.

Det er en fortælling om en sårbar, men også usædvanlig viljestærk kvinde med mange kampe, som hun alle måtte tage helt alene. Først efter 2. verdenskrig opnåede Inge Lehmann anerkendelse, og det skete i udlandet, mens hun først i 1968 blev gjort til æresdoktor ved Københavns Universitet. På det tidspunkt var hun forlængst gået på pension, men fortsatte sin forskning i USA, England og Canada til kort før sin død i 1993.

»Inge Lehmann« er fortalt og tegnet af Sussi Bech. Projektidé, historisk/naturfaglig formidlingskonsulent og efterskrift af Helle Houkjær.

Sussi Bechs arbejde med tegneserien er støttet med arbejdslagater fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Statens Kunstfond.

Det er Sussis og Helles håb, at tegneserien kan inspirere piger til at interessere sig for naturvidenskab og måske forfølge en aktiv forskerkarriere i fremtiden

INGE LEHMANN – JORDENS INDERSTE KERNE
96 sider i farve
Hardcover, 23,5 x 31,5 cm
Pris DKK 249,50
Udkommer 9. maj 2025

Herunder: En side fra tegneserien, hvor Danmarks første statsejede seismograf til måling af jordskælv blev installeret i Vestvolden ved Rødovre. Indvielsen skete 8. november 1926, en uge inden Stauning-regeringen trådte af. Til stede var bl.a. forsvarsminister Laust Rasmussen og Inge Lehmanns chef, professor Niels Erik Nørlund. Seismograferne står der den dag i dag.