Kong Keret oldassyriske digte fra forlaget Orbis Sphinx

“Kong Keret”: Sussi illustrerer oldassyriske digte

Sussi har illustreret billedbogen “Kong Keret fra Ugarit“, baseret på et oldassyrisk digt fordansket af Pernille Carstens og udgivet af Forlaget Orbis (dem med tidsskriftet Sphinx).

Projektet er støttet af Kunstfonden LOGO small og H. P. Hjerl Hansen Mindefondet For dansk Palæstina Forskning.

Forlaget skriver om “Kong Keret”:

“Keret hed en konge i Syrien i byen Ugarit. Historien om ham er en legende. Den udspiller sig i en verden, der består af både mennesker og guder. Kong Keret er ulykkelig. Han tænker, at det måske er guderne, der hævner sig på ham. Men han har ikke gjort noget galt. En nat henvender den øverste gud El sig til ham i drømme. Det vender op og ned på Kerets liv.

Kong Keret handler om det at være menneske, og fortæller om menneskets forhold til naturen og til det guddommelige. Den fortæller også om, hvordan livet så ud i fortiden et sted i verden, hvor der har levet mennesker rigtigt længe. Teksten kan dateres til senbronzealderen 1500–1200 f. Kr.

Bogen indgår i en ny serie vi kalder Kulturarvsfortælling, som er et formidlingsprojekt for alle aldre, og kan bruges som højtlæsning for større børn og billedbog for voksne. Europa har sin oprindelse i antikkens middelhavskultur og i Nærorienten. Ved gendigtning og illustration sættes der fokus på vor basale kulturarv ved at lade den være tilgængelig i samtiden.

Teksten er gendigtet af Pernille Carstens, lyriker og ph.d i teologi med speciale i nærorientalsk religion.

Kong Keret er illustreret af Sussi Bech. Hun er kendt fra tegneserier og striber og som børnebogs-illustrator. Hun har vundet mange priser og har altid arbejdet med oldtidens Middelhavslande, som det kommer til udtryk i tegneserien Nofret.”

Anmelderord

”Legenden bliver fortalt meget lyrisk og med mange gentagelser, og man fornemmer den oprindelige måde at fortælle historien på. For nogle børn vil det virke gammeldags og forvirrende, for andre vil det gå rent ind. De smukke illustrationer af Sussi Bech og det at teksten ser håndskrevet ud, får næsten bogen til at fremstå som en graphic novel og gør den meget lækker at sidde med.”

Julie Arndrup, Lektørudtalelse

Kong Keret oldassyriske digte fra forlaget Orbis Sphinx